Jeg læser en blog om en professionsbachelor i ernæring og sundhed. Her et tale om en der går lige så meget op i krop og mad, slankekure og vægttab som os der ellers slanker os.
I en post skriver han/hun om de skaldede 200g hun har tabt over den sidste uges tid. Bare rolig, du er ikke alene. Faktisk ligger mit vægttab på de nøjagtig samme skaldede 200g i vægttab. Mand hvor irriterende!
Hvad angår årets andet uge – må jeg til min gru meddele, at jeg er gået i “Medalje-fælden”. Medalje-fælden går ud på, at “man” er rigtig god 80 pct. af tiden. Med rumlende mave, ordreparering, danskvand, ananas, grøntsager, magert kød og Hollywood-portioner – og med det AFSÆT begynder at blande subjektive selvvurderede “rimelighedskriterier” ind i slankekurens logik og mængder. Med andre ord; de 80 pct. god skik og adfærd indstiller jo én til en medalje (indlysende). Den medalje udløser så et par glas rødvin – eller slet-og-ret en time-out, hvor der slækkes på alle krav. Kun for en kort bemærkning forstås.
Jeg kører slet ikke efter medaljeprincippet, men snarere efter ‘tabsminimering’. Jeg føler aldrig at jeg fortjener at give los. Men kommer jeg i en situation hvor det ikke rigtig er muligt at spise helt korrekt, så går jeg over i ‘tabsminimering’ som helt enkelt går ud på at begrænse skalden der sker. Men nogle gange kunne jeg godt have gjort mere for at FORBEREDE mig på en tabsminimering (tage skrællede gulerødder med, spise hjemmefra etc.). Om det er at falde i, ved jeg ikke rigtig. Underbevidst snyd er nyt for mig.
Så håber jeg at møde slankecoach et kilo mindre om en uges tid, og det er rigtig nok den eneste medalje der er værd at kæmpe for.
